SK-podcast
SK-podcast er en ny serie om Søren Kierkegaards taler, som passer til prædikenteksterne i kirkeårets tekstrækker. Serien indgår som en del af Danske Prædikener Genfortalt, men kan også tilgås her. Tonny Aagaard Olesen har udarbejdet oversigten og lokaliseret teksterne og talerne.
Søren Kierkegaards forfatterskab indeholder omkring 100 opbyggelige taler, som han udgav i eget navn. Han anså denne del af forfatterskabet for at være den vigtigste.
Af de mange taler er de fleste skrevet som en prædiken over et bibelsk tekststed. Nogle taler udlægger en gammeltestamentlig tekst, flere fordyber sig i de nytestamentlige breve, mens mange andre lægger evangelierne til grund. Af de sidste findes niogtyve forskelligartede taler, som fortolker en særlig tekst i kirkeåret.
I samtalerne præsenterer vi prædikanten Kierkegaards livtag med tolv evangelietekster. Det er tillige en ny indføring i Kierkegaards univers.